Pressemelding. Gamla svenska lapptäkken

Ny udstilling åbner på Museum Silkeborg BLICHEREGNEN i Thorning:

 

GAMLA SVENSKA LAPPTÄCKEN – OLD SWEDISH QUILTS

 

Museet I Thorning har gennem de senere år markeret sig ved en række udstillinger om historisk håndarbejde. Flere af udstillingerne har vist tekstiler fra nabolandene Norge og Sverige, og sæsonens udstilling bliver ingen undtagelse. Museet har den fornøjelse at kunne vise en fornem samling af antikke svenske lappe-tæpper udlånt af Åsa Wettre, tekstilkunstner og forfatter.

 

Lapptäcken, lappe-tæpper, kludetæpper eller patchwork (”lappearbejde”) er et håndarbejde, hvor små stykker stof sys sammen, så de danner mønstre og hele flader. Håndarbejdet afsluttes med, at et bagstykke og et lunende mellemfor monteres, og de tre lag sammenholdes ved en quiltning. Teknikken har især været brugt til sengetæpper.

 

Åsa Wettre er selv en formidabel dygtig patchworker og quilter, og hun har undervist i teknikken i mange år. I 1987 startede hun ”Lapphexorna”, Sveriges første patchworkforening. Åsa Wettre har også udgivet to væsentlige bøger om svensk patchwork: ”Gamla svenska lapptäcken” i 1993, der er kommet i mange genoptryk, ”Old Swedish Quilts” er den engelske oversættelse, og senest ”Spår av liv” i 2013.

 

Åsa Wettre har samlet antikke tæpper gennem mange år, og det fantastiske ved netop hendes samling er, at hun har formået at finde så mange oplysninger om de enkelte tæpper. Hun kan fortælle om de kvinder, som har syet dem, hvilken skæbne kvinderne har haft, og hvilken familie, der har ejet og brugt tæpperne. Valget af materialer viser, at nogle af tæpperne er syet i velhavende hjem, hvor man lagde vægt på at fremstille et smukt håndarbejde i fint trykt bomuld, chintz, fløjl og silke, andre tæpper er syet i hjem, hvor valget af materialer ikke var et egentligt valg, man brugte, hvad man kunne få fat på, det at holde varmen var det vigtigste. ”Sparsommelighedstæpperne” er ofte af en uventet skønhed.

 

Fortællingen om tæpperne bliver således også en fortælling om de svenske lappe-tæppers historie, en beretning om fattigdom og år med misvækst i Sverige i og om emigrationen til Amerika. Fra 1820 til 1930 udvandrede over en million svenskere ud af en befolkning på fem millioner, og det var vel at mærke de unge og stærke, som drog af sted. Mange af dem havde lappe-tæpper med i deres bohave. Omkring 200,000 vendte tilbage til Sverige af forskellige årsager, og mange af dem bragte nye mønstre med hjem.

 

I Norge og i Danmark har man ikke haft en historisk tradition for dette håndarbejde, det er først blevet rigtig populært efter 2. Verdenskrig som en mode, der kom fra USA. Det er derfor, vi ofte kalder det ved de engelske betegnelser patchwork og quilts. Men i Sverige har man syet tæpperne i det 18. g 19. århundrede, og udvandrerne tog deres tæpper og deres kunnen med til Amerika, hvor de mødte andre immigrantgruppers mønstre, og hvor teknikken udviklede sig som folkekunst.

 

Åsa Wettre har udstillet tæpper fra sin samling mange gange – 39 gange for at være helt nøjagtig – så museet i Thorning præsenterer hermed en jubilæumsudstilling, den 40-tyvende. I denne ophængning er der tæpper, som aldrig har været vist før, de er først i år blevet indlemmet i Wettres samling.

 

Ved åbningen af udstillingen onsdag 9. april kl. 17 er Åsa Wettre til stede sammen med sin mand, Håkan Wettre, og de vil introducere udstillingen. Håkan Wettre er kunsthistoriker og tidligere museumsinspektør ved Göteborgs Konstmuseum, og han har bidraget til bøgerne ved kapitler om emigrationen, tæpperne i Amerika og om det kunstneriske perspektiv, der er forbundet med tæppernes mønstre og udtryk.

 

Museum Silkeborg BLICHEREGNEN viser udstillingen fra 9. april til og med søndag 24. august 2014.